
Trinitatis Kirke Fredericia
1. november 2024Orglet i Hornslet kirke.
Orglet er restaureret i 2024-2025 af Marcussen & Søn, herunder er original disposition retableret (dog med tilføjelse af nye piber til pedalstemme Subbas 16 F). Orglet har 12 stemmer + 4 transmissioner (oprindeligt 11 stemmer + 4 transmissioner), fordelt på hovedværk, svelleværk og pedal.
Hornslet Kirkes orgel er bygget 1873 af Daniel Köhne til Københavns Indre Mission og opstillet 1882 i Missionshuset Bethesda. I 1899 blev orglet skænket til Hornslet Kirke.
Svelleværket er en senere tilbygning, og er muligvis kommet til i 1882, i forbindelse med orglets opstilling i Missionshuset Bethesda. Ombygget o. 1960 af J. A. Zachariasen, Aarhus.
Restaurering påbegyndt ved samme o. 1960; ikke færdiggjort. Restaureret i 1968 og 1988 af Marcussen & Søn.


Orglet er restaureret, bl.a. ved renovering af spillebord, spille- og registermekanik, samt eftersyn af vindlader, herunder transmissionsventiler, samt diverse rekonstruktion af pibestokke og rastværk. Vindsystemet er fornyet, med ny blæser, faltebælg og rulleventil, anbragt bag orglet. Det nye bælgsystem erstatter reguleringsbælg, som var anbragt under stemmegang inde i orglet. Diverse flexkondukter er erstattet af faste kondukter.
Restaureringen er udført med støtte fra Johan Otto Wroblewskis Fond.
Bordun 16 F træpiber er flyttet ned og forlænget til oprindelig tonelængde. De er anbragt på oprindelig plads, på hovedværk/pedal vindlade, hhv. på udflytterstok, og transmission mellem HV-P er retableret. Diskant i Bordun 16’ er udført med metalpiber fra Danmarks Orgelmagasiner (tidl. Oksenvad Kirke, 1890 Marcussen & Søn).
Quint 2 2/3 F er retableret ved forlængelse af gamle piber, herunder retablering af ekspressions-stemmeslidser. To piber er rekonstrueret.
Superoctav 2 F er retableret, med genanvendelse af svelleværkets 2’ C-A. Øvrige piber er rekonstrueret (3 stk.) henholdsvis suppleret med gamle piber fra Danmarks Orgelmagasiner, (tidl. Hoptrup Kirke, 1872 Marcussen & Søn).
Trompet 8 F er rekonstrueret, efter den tilsvarende stemme i Sakskøbing Kirkes orgel, med hoveder i bly og metalstøvler.
Fugara 8 F fra c0 er rekonstrueret efter mensur i Sakskøbing kirkes orgel, med ekspressioner og stemmeruller. Oprindelig transmission C-H med Gedakt 8 er retableret.
Subbas 16 F. I originaldispositionen fandtes ikke en Subbas med selvstændige piber. Der er fremstillet 27 piber af fyr, som er kopieret efter Subbas 16 F i Sakskøbing Kirke. Piberne er tilsluttet bestående pedalventilkasse (1968). Mensuren af Subbassen er 7 halvtoner større end Bordunen i Hornslet.


Uddrag fra erklæring, skrevet af Kirkeministeriets orgelkonsulent Torben Krebs, i forbindelse med restaureringens godkendelse den 11. marts 2025:
De to strygestemmer - Salicional 8 F (Hv) og Fugara 8 F (Sv) [Fugara er rekonstrueret] – har væsentlig karakterforskel og god evne til sammensmeltning. Førstnævnte blander smukt med bl.a. Principal 8 F og har desuden i sig selv karakter og format nok til at fungere som solostemme. Sidstnævnte er mild og sødmefuld og har alligevel karakter og fylde til at udgøre ”rygraden” i præluder-/svelleværket, så det opleves større, end det er. Dens karakter bidrager i høj grad til, at det lille værk på kun 3 stemmer kan byde på et tilstrækkelig kraftigt akkompagnement til soloregistreringer fra hovedværket (f.eks. Trompet8 F!).
Quint 2 2/3 F og Octav 2 F – førstnævnte kan anvendes på flere måder og med stor succes! Som blandingsstemme fungerer den forbilledligt sammen med 8' og 4' stemmer, og desuden bidrager den som solostemme med en nærmest ”lysende mildhed”. Rekonstruktionen af Octav 2 F er efter min mening en af de væsentligste gevinster ved den udførte restaurering: den klinger ubeskriveligt smukt og giver – ikke mindst sammen med Quint 2 2/3 F – en mild med ret effektiv klangkrone til oplysning af den meget grundtonerige guldalderklang fra det øvrige labialværk. Og rekonstruktionen har desuden medført, at man igen kan sammensætte et principalkor, hvis enkeltstemmer har individualitet, men alligevel smelter perfekt sammen!

Trompet 8 F i hovedværket – her er tale om en rekonstruktion af den tilsvarende Köhne-stemme i Sakskøbing Kirke. Den klinger med stor fylde, karakter – ja, drama, og takket være en god ”bund” i baslejet fungerer den overraskende godt som transmission i pedalet. Den klanglige rekonstruktion er vellykket, og man er aldrig i tvivl om, at Daniel Köhne havde været i Paris hos Aristide Cavaillé-Coll!
.....
Resultatet af restaureringen/ rekonstruktionen af Hornslet Kirkes orgel er helt igennem vellykket og godkendt uden forbehold. Orglet har haft et omskifteligt liv, fået flere forskellige placeringer og har endelig været tæt på at miste sin klanglige identitet. Takket være det netop gennemførte projekt fremstår Köhne-orglet atter som et helstøbt og markant instrument, hvis klanglige integritet og muligheder byder på nærmest ideelle betingelser i både liturgisk og koncerterende sammenhæng.
Tekniske specifikationer
Hovedværk manual I C-f3
Bordun 16 F
Principal 8 F
Salicional 8 F
Rörflöite 8 F
Octav 4 F
Quint 2 2/3 F
Superoctav 2 F
Trompet 8 F
Manualkobbel
Svelleværk manual II C-f3
Gedackt 8 F
Fugara 8 F C-H fælles med Ged. 8 F
Flöite 4 F
Pedal C-d1
Subbas 16 F
Bordun 16 F transmission fra I. manual
Principalbas 8 F transmission fra I. manual
Gedacktbas 8 F transmission fra I. manual Rörflöite 8 F
Trompet 8 F transmission fra I. manual