KØBENHAVNS SNEDKERLAUGS SNEDKERPRIS 2024
24. juni 2024Frederiksberg Kirke
6. august 2024Pressemeddelelse 01.07.2024
Marcussen & Søn Holding A/S har indgået aftale om overdragelse af aktiebeholdning i Marcussen & Søn Orgelbyggeri A/S til Daniel Schmidt Christensen, orgelbyggeriets direktør siden 1. januar 2024.
”Det er en markant begivenhed i orgelbyggeriets lange historie, som vi har brugt nogle år på at forberede. Jeg er meget tilfreds med, at vi kan overdrage ledelsen og ejerskabet til Daniel, som vi kender rigtig godt, siden hans ansættelse i orgelbyggeriet i 2015 og hans indtræden i ejerkredsen i 2019. Daniel besidder de rette faglige og forretningsmæssige kvalifikationer og sidst, men ikke mindst, gode menneskelige egenskaber, til at føre virksomheden godt videre. Samtidig har næste generation i min familie ikke ønsket at gå orgelbyggervejen, og derfor er det et naturligt skridt, at virksomheden videreføres med Daniel som ejer. Jeg ser frem til fortsat at følge virksomheden i min rolle som bestyrelsesformand i Marcussen & Søn Orgelbyggeri A/S”, siger Claudia Zachariassen, direktør i Marcussen & Søn Holding A/S.
”Det er en ære at få ansvaret betroet for Marcussen & Søn Orgelbyggeri, men også en stor og vigtig opgave, som jeg vil varetage med ydmyghed og taknemmelighed. Det er dog ikke en opgave jeg står helt alene med, og jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med vores dygtige medarbejdere, som hver dag er med til at skabe de instrumenter, som fortsat skal inspirere og glæde musikere og publikum verden over”, siger Daniel Schmidt Christensen.
”Mit fokus vil være at bevare værdier og ekspertise, opbygget af foregående generationer, som har gjort orgelbyggeriet til den virksomhed, den er i dag – hvor tradition og kvalitet er bestandig, men samtidig en virksomhed, som udforsker nye muligheder for udvikling.
Et orgel fra Marcussen & Søn kendes på klangen, og klangen har siden virksomhedens start i 1806 været i centrum for vores virke – det vil den fortsat være. Marcussen & Søn Orgelbyggeri vil stadig levere enestående service og kvalitet til sine kunder, og jeg vil som den nye ejer gøre mit yderste for, at alle nuværende og fremtidige projekter bliver udført med samme omhu og dedikation, som virksomheden altid har været kendt for”, slutter Daniel Schmidt Christensen.