
Øsby Kirke
4. november 2025
Lyngby Kirke
7. januar 2026
I 2025 har vi leveret nyt orgel til Højvangen kirke i Skanderborg Sogn. Kirken blev opført i 2024. Både kirkebygningen og orglets facade er tegnet af Henning Larsen Architects.
Orglet omfatter 21 stemmer + 2 transmitterede stemmer, på 2 manualer og pedal, med mekanisk traktur og elektrisk registratur (forberedt for setzeranlæg).
Spillebords-nichen kan lukkes med døre, som i åben tilstand skydes ind i ”lommer” på siden af spillebordet. Adgang til stemmegange sker via dør i orglets sokkel. Svelleværket er indbygget i svellekasse, med vandrette jalousier i fronten.
Hovedværkets vindlade er suppleret med pedal tonekanceller og traktur, med henblik på transmission af Trompet 8’ samt Bordun/Subbas 16’.
Udflyttede piber (Bordun/Subbas 16’ C-H, Præstant 16’ C-gs0) forsynes af særskilte ventilkasser, som bliver styret via Barker-bælge (”Moteur pneumatique”).
Pedalværkets Præstant 16’ er anbragt i facaden (fra E). I orglets sokkel findes vindlade til pedalstemmer Oktav 8’, Oktav 4’, Basun 16’.
Bælg og blæser er placeret over loft i tilstødende foyer.


Disposition er udarbejdet i samarbejde med menighedsrådets orgelkonsulent Svend Prip.
Kirkeministeriets orgelkonsulent Torben Krebs skriver i sin godkendelseserklæring bl.a.:
Hovedværkets principalkor smelter forbilledligt sammen. Principal 8' er foruden at være orglets ”rygrad” også meget velegnet som solostemme. Som blandingsregister gør den sig formidabelt - også når den suppleres med Fløjte 8' i samme værk og/eller samvirkende med alle orglets 8' stemmer, hvilket er dejligt i romantisk sammenhæng.
Bordun 16' i hovedværket giver bredde og bund, men ”mudrer” ikke. Takket være ikke mindst mixturerne i hovedværket og i svelleværket tilføres orgelklangen et mildt og smukt lys – aldrig skarpt!
Orglets rørstemmer er med deres afbalancerede klang i forhold til den øvrige disposition og rummet som helhed meget vellykkede. Hovedværkets Trompet 8' (med transmission til pedalet) blander flot og medvirker til at give totalklangen tyngde og ”smæld”, og som solostemme fungerer den godt uden at blive for dominerende i rummet. Svelleværkets Fagot/Obo 8' åbner som både solo- og blandingsstemme døren for et væsentligt repertoire, der inkluderer fransk musik. Basun 16' i pedalet klinger med autoritet, fasthed og varme – styrkemæssigt perfekt afbalanceret i forhold til rummet.
Mekanisk er der heller intet at udsætte: trakturen er hurtig, velrepeterende og behagelig. Ved sammenkoblede værker er der bestemt ”noget at tage fat i”, men den gode repetitionsevne gør spillefornemmelsen rar og forudsigelig.

Tekniske specifikationer
I. manual
Hovedværk:
Bordun 16’
Principal 8’
Fløjte 8’
Oktav 4’
Cornet (4’-2 2/3’-1 3/5’)
Superoktav 2’
Mixtur
Trompet 8’
II. manual
Svelleværk:
Quintadena 8’
Viola 8’ (tragtformet)
Bordun 8’ (dobb. labier fra a1)
Piffaro 8’
Coppula 4’
Waldfløjte 2’
Larigot
Mixtur
Fagot/Obo 8’
Tremulant
Pedal:
Præstant 16’ (facade)
Subbas 16’ (tr.)
Oktavbas 8’
Superoktav 4’
Basun 16’
Trompetbas 8’ (tr.)
Koblinger:
I+II, P+I, P+II


