Grundtvigs Kirke · Kororgel

Grundtvigs Kirke er bygget til minde om N.F.S. Grundtvig og dens oprindelige navn var Grundtvigs Minde-Kirke. Bygmesteren var arkitekten Peder Vilhelm Jensen Klint (1853-1930). Jensen Klint døde inden kirken blev opført og hans søn arkitekt Kaare Klint (1888-1954) overtog efter faderens ønske fuldførelsen. Kaare Klints søn Esben Klint (1915-69) har stået for de sidste arbejder på kirken.

Grundtvigs Kirkens kororgel i kirkens nordside er tegnet af Kaare Klint og bygget af Marcussen og Søn i 1940. Orglet regnes som det første helt vellykkede ”orgelbevægelsesorgel”.

De arkitekter, der var med til at udvikle den særlige danske version af Orgelbevægelsen, benyttede i vid udstrækning benyttede hængslede fløjdøre som æstetisk virkemiddel. Disse døre var normalt – som orgelhusene i øvrigt – bygget i lys eg, og det var bestemt ikke meningen at de skulle males; forfinet møbelsnedkeri i umalet træ var netop et af periodens kendemærker. Et markant – og tidligt – eksempel på denne danske form for orgelarkitektur er kororglet i Grundtvigskirken i København, bygget 1940 efter tegning af Kaare Klint. Her findes der hængslede døre for såvel hovedværket som rygpositivet. Den gotiske inspiration, der præger dets udformning, finder også udtryk i den spinkle, nærmest symbolske, baldakin, der ”understøtter” rygpositivet og citerer underbygningen på det karakteristiske senmiddelalderlige svaleredepulpitur. Samtiden betragtede pudsigt nok facader af denne type som strengt saglige, nøgterne, funktionalistiske og ’tidløse’ men i dag er det tydeligt for enhver, at periodens orgelæstetik indeholdt et væsentligt romantisk element i sin dyrkelse af sådanne detaljer, der oprindelig havde tjent klare praktiske og konstruktive formål, men som i den moderne sammenhæng fik karakter af distanceret-historiserende udsmykning.