Historien
Marcussen & Søn blev grundlagt i 1806 af Jürgen Marcussen (1781-1860). På en lille landejendom i Sønderjylland byggede han sit første pibeorgel, et lille positiv med kun få stemmer. I 1811 fik Jürgen Marcussen tilladelse til at bygge orgler i de dengang danske hertugdømmer Slesvig og Holsten, og tilladelsen bragte en række restaurerings- og ombygningsarbejder med sig.I 1819 byggede han sit første større pibeorgel til Sieseby Kirke ved Slien, tæt på Schleswig by.
Marcussen & Reuter
Andreas Reuter (1798-1847) var orgelbyggersvend under Jürgen Marcussen, og i 1826 blev han kompagnon. De to fagfællers indsats på orgelbygningsområdet under virksomhedsnavnet Marcussen & Reuter blev et fornemt kapitel i dansk musikhistorie. Reuter var solidt orienteret om orgelbygningens teori, alt imens at Marcussen var den erfarne praktiker. På den måde supplerede de hinandens arbejde, og også individuelt gjorde de sig flere vigtige opdagelser.
Reuter opfandt stemmeslidsen, da han intonerede orglet i forbindelse med en ombygningsopgave i Roskilde Domkirke i 1833.
Marcussen opfandt kassebælgen inspireret af idéer, der opstod, mens han var i færd med at reparere sin hustrus sybord. I kassebælgen dannes lufttrykket ved, at et indvendigt stempel sænkes ned i den ydre kasse, og således presser luften ud i orglets kanalsystem – det svarer omtrent til delene i et sybord, hvor en løs kasse til småting er anbragt i en tætsluttende, større kasse. Kassebælge blev anvendt i ca. 100 år, indtil de elektriske blæsermotorer vandt indpas i begyndelsen af det 20. århundrede.
De to orgelbyggere blev hurtigt sat i forbindelse med dansk musiklivs store navne, herunder C.E.F. Weyse og J.P.E. Hartmann, og endelig fik de i 1836 den ære, at kunne kalde sig Kongelige Danske Hof-Orgelbyggere.
Romantikken
Kort efter Andreas Reuters død, trådte Jürgen Marcussens søn, Jürgen Andreas (1816-1900), ind i firmaet, som i 1848 skiftede navn til Marcussen & Søn. Fra midten af det 19. århundrede prægedes pibeorglerne mere og mere af romantikkens krav om udtryksfulde, intensive og grundtoneprægede orgelstemmer. Efter Jürgen Andreas fulgte Hartvig A. Marcussen (1859-1897), som desværre døde ung, og nye kræfter måtte til.
Et oldebarn af firmaets oprindelige grundlægger overtog i 1902 virksomheden. Hans navn var Johannes Lassen Zachariassen (1864-1922), og han byggede orgler, som, i tråd med tidens smag, fortsat var prægede af romantikken, men hvor pneumatiske spille- og registerfunktioner vandt mere og mere indpas..
Orgelbevægelsen
Sønnen Sybrand Zachariassen (1900-1960), overtog som 21-årig virksomheden efter sin far i 1922. Han blev en af de første i Skandinavien, der ydede et praktisk bidrag til genopdagelsen af det klassiske pibeorgel, samtidig med at han blev en af orgelbevægelsens foregangsmænd. Orgelbevægelsen søgte bort fra det romantiske orgel, og fokuserede atter på en klassisk værkopbygning af orglet og dets klang. I teknisk henseende vendte orgelbevægelsen sig også væk fra pneumatiske systemer, og foretrak den driftsikre funktion med sløjfevindlader, en enkel og præcis spillemekanik og et bredt tonespektrum. Bevægelsen danner baggrunden for nutidens pibeorgel.
Med disse orgler slog Marcussen & Søn sit navn fast internationalt og betydelige instrumenter udgik i de efterfølgende årtier fra værkstederne i Aabenraa. I 1960 overtog sønnen Sybrand Jürgen Zachariassen (1931-2012) ledelsen, hvorefter det internationale virke blev udvidet med leverancer til flere lande både i og udenfor Europa..
Nyere tid
I dag har Marcussen & Søn blandt andet leveret orgler til det meste af Europa samt Japan, Israel, Rusland, Sydafrika, Filippinerne og USA. I 1995 indtrådte Sybrand Jürgens datter, Claudia Zachariassen (f. 1969), i virksomheden. Hun tilhører syvende generation af familien Marcussen-Zachariassen. Med Claudia ved roret fortsattes fremstilling af orglerne med respekt for det traditionelle håndværk og klangen, der, i tråd med tidens smag, atter inddrager romantikkens grundtoneprægede klang. Opgaverne er i dag kendetegnet af en stor bredde og en individualitet, hvor kundernes forskellige ønsker omsættes af vores intonatører til orglets klanglige særpræg.
I marts 2019 udvidede Marcussen & Søn Orgelbyggeri A/S ejerkredsen, idet Daniel Schmidt Christensen blev medejer af virksomheden, og samtidig indtrådte i en nyoprettet stilling med titel af salgsdirektør. Daniel Schmidt Christensen er uddannet orgelbygger og tager derfor naturligt også del i opgaver omkring intonering af orgler.
Fra januar 2024 overtager Daniel Schmidt Christensen posten som Direktør. Claudia Zachariassen fortsætter i virksomheden som Bestyrelsesformand.
SE OG HØR VORES ORGLER
Klangen i et Marcussen & Søn orgel er noget helt særligt. Klangen har siden virksomhedens start været en central del af vort kendetegn – det er den fortsat. Et Marcussen & Søn orgel kendes på klangen. Vi er stolte af, at flere musikelskere både kan mærke og høre, når det er et Marcussen & Søn orgel, der spilles på. Vi sætter en ære i, at det orgel vi bygger, passer perfekt til rummet, hvor det skal stå.