Roskilde Domkirke · Hovedorgel

Roskilde Domkirkes hovedorgel rummer nogle af de ældste orgeldele i Danmark. Det kaldes også Raphaëlis-orglet, efter dets nederlandske ophavsmand, Herman Raphaëlis Rodensteen, der byggede orglet i 1554-1555. Orglet er gennem tiden blevet renoveret, udvidet og ombygget, og i 1991 blev orglet restaureret og rekonstrueret af Marcussen & Søn, efter en restaureringsplan udarbejdet af den hollandske orgelekspert Cornelius H. Edskes.

Pulpiturbrystningen og Rygpositivets facade stammer fra renæssanceorglet. De første væsentlige ændringer af orglet fandt sted i 1611, 1654-55 og 1690’erne. Herefter menes orglet først igen at være væsentligt istandsat i 1833, hvor Marcussen & Reuter blev betroet en stor ombygningsopgave. I stedet for et bygge et helt nyt orgel bag den gamle facade, genanvendte man meget af det eksisterende orgel. Herved bevaredes omkring halvdelen af det oprindelige pibeværk fra 1500- og 1600-tallet. Det blev dog nødvendigt at ændre fundamentalt på orglets opstilling, for at gøre plads til et større orgel med større klaviaturomfang (det gamle orgel havde haft kort oktav). Hovedorgelhuset, der hidtil havde rummet hoved- og pedalværk, blev nu forbeholdt hovedværket, og pedalværket blev opstillet bagved.

Det var under denne ombygningsopgave, at Reuter gjorde en vigtig opdagelse – under intonationen opfandt han ”den reuterske stemmeslids”, som kom til at præge 1800-tallets orgelbygning. I sine notater skriver Reuter:

Ved ordet ”udsnit” forstås et aflangt, firkantet hul, der anbringes ikke langt fra den øverste ende af de åbne labialpiber, og hvorved intonationen i usædvanlig grad forædles. Virkningen blev opdaget på følgende måde. Da vi reparerede Roskilde Domkirkes orgel, eller rettere sagt for største delen byggede et nyt, blev der til Principal 16’ og Octav 8’ forfærdiget nye diskantpiber; bassen bestod af gode tinpiber, der stod i prospektet, som det var muligt at sætte fuldkommen i stand. Efter at dette var gjort, bemærkede jeg med bedrøvelse, at de gamle baspiber klang langt smukkere end vore nye diskantpiber. Først ville jeg berolige mig med, at tonen i orgelpiber ved længere tids brug måtte vinde i behagelighed; imidlertid var intonationen også kraftigere og mere kernefuld i de gamle piber, og dette kunne umuligt tilskrives tidens indflydelse. Derfor gjorde jeg mig al mulig umage for at forfærdige en pibe der klang lige så godt, men forgæves. Da jeg næsten havde mistet modet, kom jeg på den tanke, om det måske var udsnittet på bagsiden af prospektpiben, som var for lange til den respektive tone, der havde indflydelse på intonationen; og jeg forsøgte derfor at anbringe et metalstykke, der bøjede sig rigeligt om pibens øvre ende, og se – den klang lige så smukt, ja endnu smukkere end den gamle. Nu gjorde jeg flere forsøg og fandt, at en passende åbning, ikke langt fra pibens øverste ende, ville være endnu mere fordelagtig.

Marcussen & Reuter-orglet kom til at stå næsten uændret indtil 1926, hvor det blev ombygget og udvidet af firmaet Th. Frobenius & Co., og denne gang op til ikke mindre end 57 stemmer. På grund af diverse problemer, blandt andet med orglets bærende konstruktion fra 1500/1600-tallet, der ikke var beregnet til et instrument af så store dimensioner, var det nødvendigt med en ny, større ombygning, der således strakte sig over årene 1952-57.

I løbet af 1980’erne stod det dog klart, at der stadig var store klanglige, såvel som tekniske problemer med orglet. På baggrund af sin komplicerede historie, rummede orglet pibemateriale fra mere end 400 års orgelhistorie, hvorfor ombygningsopgaven blev set på med stor alvor. Grundige undersøgelser blev sat i gang, og valget stod til sidst mellem to muligheder: At tilbageføre orglet til tilstanden fra før eller efter den store ombygning i 1833. Valget faldt på tilstanden fra før ombygningen – en genskabelse af et klassisk, dansk orgel fra tiden før 1700. Ved hjælp af blandt andet optegnelser af Reuter, fra ombygningen i 1833, var det muligt at rekonstruere orglets oprindelige opstilling og disposition. Pibernes mensurer, metalsammensætning og konstruktionsmåde blev søgt genskabt ud fra gamle forbilleder, nye vindlader blev konstrueret med den gamle rygpositivvindlade som forbillede, og orglet fik en vindforsyning efter klassisk forbillede, med fire store kilebælge.

I de mere end 20 år der er gået, siden orglet blev taget i brug, har dets klangskønhed, sammen med domkirkens enestående akustik, gjort det kendt langt ud over landets grænser, og adskillige cd-indspilninger er blevet foretaget.

Flere spændende detaljer om den lange historie bag orglet i Roskilde Domkirke, kan læses i bogen ’Roskilde Domkirkes Orgel’ af C. Edskes, A. Kruse og K. Olesen, ISBN 87-90043-15-4.

Roskilde Domkirke er på UNESCOs Verdensarvliste.

H. Raphaëlis Rottenstein-Pock, 1554-1555, Nicolaus Maas 1611,
G. Mülisch 1654, 1691 Brdr. Botzen ?.
Marcussen & Søn, restaurering afsluttet i 1991. Klaviaturomfang: Manualværk og Brystværk C D E F G A B -c”’, Rygpositiv C D E F – c”’ Pedal omfang: C D E F – d’ Koblinger: Mw+Bw, Mw+Rp, P+Mw, P+RP Tremulant: Rygpositiv, Manualværk, Pedal. Klokkespil med cymbelstjerne Fuglesang Calcant klokke Mekanisk traktur og registratur. Temperering: uligesvævende med 4 rene kvinter, a’ = 430 Hz. ved 18 gr. C. Stemmer: 33