Kronborg Slotskirke · Helsingør

Bygherrer, orgelbyggere og organister har oplevet, at der ved orgelprojekter kan opstå rivalisering mellem sagens involverede parter. Netop dette er der tale om ved bygningen af orglet til Kronborg Slotskirke, hvor såvel orgelbyggeren Frederik Hoffmann Ramus som Jens Gregersen uden succes bød sig til. Efter års overvejelser valgte statsadministrationen Marcussen & Reuter som leverandører for projektet. Alt dette skete efter, at den danske konge Christian den VIII i 1839 havde bestemt, at slotskirken efter anden anvendelse igen skulle indrettes som kirke. En inventariefortegnelse fra 1677 berettede, at der i slotskirken fandtes et orgel, der var blevet ødelagt under den svenske hærs besættelse af slottet i 1658-60. Orglet var bygget 1636 af Johan Lorentz (f. o. 1580, d. 1650).

Den danske komponist og organist C.E.F. Weyse (1774-1842) var myndighedernes rådgiver i orgelsagen. Fra hans efterladte breve har vi hans kommentarer til de første to dispositionsudkast for orglet. Til trods for at han var en stor beundrer af Marcussen & Reuters orgler, fandt han deres udkast for beskedent; han mente at orglets hovedværk burde omfatte en mixtur, at pedalet var for pauvert, og at der burde være en pedalkobling fra hovedværk til pedal. Weyses ideal var orienteret mod det sene 1700-tals orgel og en defineret værkopbygning. Han havde dog vanskeligheder med at komme igennem med sine ønsker over for orgelbyggerne. Han døde i 1842, inden der var truffet endelig beslutning om projektet. En anden dansk komponist og organist, J.P.E. Hartmann (1805-1900), overtog Weyses rolle som rådgiver i sagen. Han var i kraft af sin alder i større overensstemmelse med Marcussen & Reuters ideer for orgelprojektet, der dog endte med at blive suppleret med et enkelt pedalregister. Orglet for Kronborg Slotskirke, der stod færdigt i 1843, blev således et for sin tid moderne instrument (se hovedartiklens tredje disposition) uden mixtur i hovedmanualet, der er et velbesat manual til præ- og postludier og koralspil; hertil slutter sig et beskedent besat pedalværk. Orglets andet manualværk (Oberclavier) blev et svagere ekko af hovedværket, beregnet til koralintonationer og frembringelse af fjerne, himmelske klange, idet værket som noget usædvanligt blev indbyggedet i en svellekasse. Orglet er et glimrende eksempel på tidens orgelbegreb, hvor de klassiske, overtoneforstærkende registre har måttet vige pladsen for nye registre, der kan effektuere stemningsskabende musik, som i Danmark blev et udtalt træk ved gudstjenestemusikken til langt ind i 1900-tallet.

Orglet bør ikke bedømmes ud fra Orgelbevægelsens idealer, men skal ses som et instrument, der primært er formet af datidens behov for improviseret musik i liturgisk sammenhæng.

Marcussens kompagnon Andreas Reuter, der intonerede Kronborg-orglet, har efterladt en række notater om sit arbejde. Han var tilfreds med arbejdet, hvilket for os er særdeles interessant, idet orglet har overlevet i fuldstændig autentisk skikkelse. Dermed er det et enestående eksempel for sin tid og dermed et klenodie i dansk orgelhistorie. Ikke mindst får vi gennem Reuters bemærkninger ved intonationsarbejdet en førstehåndsberetning om, hvad han selv tillagde betydning; om Principal 8’ i hovedværket skriver han: … sie intoniert präcis und schön. Denne karakteristik er gennemgående for orglets intonation, et forhold, der siden har været et særkende for de mest glansfulde perioder i orgelbyggeriet Marcussen & Søn’s arbejder.

Kronborg-orglets eksistens var stærkt truet i begyndelsen af 1980-erne, hvor der fremførtes stærkt påtrængende og kritiske røster mod orglet. Man fandt det utidssvarende klangligt såvel som teknisk. Takket være en behjertet indsats fra statens daværende orgelkonsulent, der med faglig indsigt kunne argumentere for orglets betydning, blev orglet reddet og gennemgik en for sin tid nænsom istandsættelse. I 2002 reviderede Marcussen & Søn denne istandsættelses forringende indgreb, hvad angår orglets tekniske anlæg, ligesom der tilføjedes en kilebælg, der alene er knyttet til vindforsyningen via en centrifugalblæser. Som alternativ til dette findes stadig de oprindelige tre kassebælge fra Marcussen & Reuters hånd. Endelig gennemførtes en intonationsmæssig revision af enkelte registre. Orglet står nu som et velbevaret monument for sin tids orgelbygning og aftvinger beundring gennem det mesterligt udførte intonationsarbejde. (Uddrag fra Henrik F. Nørfelts artikel i: Marcussen & Søn Orgelbyggeri 1806-2006, ISBN. 87-981244-1-2)