Vedligeholdelse

Som regel efterser vi pibeorglet én gang årligt, og vi rykker gerne ud, hvis du har problemer med dit orgel.

Løbende vedligeholdelse

Pibeorglet er følsomt over for temperaturudsving, og derfor anbefaler kirkeministeriet i sit cirkulære om kirkevarmeanlæg, at den tilsigtede rumtemperatur omkring orglet opnås mindst to timer før orglet tages i brug.
For at piberne kan stemme, skal ­­­temperaturen i og omkring orglet nemlig være ens. Det kan derfor være nyttigt at åbne luger og døre i orglet, så varmen hurtigere kan trænge ind, og rummet omkring orglet må heller ikke opvarmes for hurtigt. Så vil der nemlig opstå stemningsforskydninger indtil varmen har placeret sig jævnt i hele pibeværket. Pibernes tonehøjde stiger og falder med luftens temperatur, da luftens vægtfylde påvirker hyppigheden af svingninger i resonanslegement (pibekroppen). Hvis temperaturen stiger, så stiger hyppigheden af svingninger, og orglet stemmer ikke. Når blot temperaturfordelingen i og omkring orglet er jævn, vil der som regel ikke opstå indbyrdes forstemninger imellem labialpiberne. Forbigående stemningsforskydninger kan dog opstå imellem træ- og metalpiber, fordi træpiberne er længere tid om at reagere på luftens temperaturforandringer. De kan også opstå imellem facadepiberne og det indvendige pibeværk, da facadepiberne opvarmes hurtigere. De kan endelig opstå på grund af værkernes forskellige fysiske placering, for eksempel opvarmes det øverst placerede værk hurtigst, da varmen stiger opad.

intonatør_marcussen9

intonatør_marcussen2

orgelbygger_marcussen1

Hvis orglet ikke stemmer

Du er velkommen til at kontakte os, og tale med en orgelstemmer om problemet. Stemningsproblemer kan i sjældne tilfælde forårsages af forhold i vindforsyningen eller i spillemekanikken, og vi rykker selvfølgelig gerne ud for at tilse og stemme orglet. Hyppigere opstår en forskydning imellem labial- og tungestemmernes stemning. Forskydningen opstår, fordi tungestemmens lydbægre, især korte bægre, har mindre magt over tungetonen. Tungestemmerne må derfor justeres efter labialværket og under de temperaturforhold, hvor de skal anvendes. Det er ikke så vanskeligt selv at stemme tungstemmerne, og det er derfor vigtigt, at organisten selv kan bidrage til tungstemmernes vedligeholdelse, hvorimod labialstemmerne stemmes af en orgelstemmer.

Intonatør_marcussen

Årlig vedligeholdelse

I reglen efterser og stemmer en af vores 12 stemmemedarbejdere orglet en gang om året, helst i sommerhalvåret, hvor temperaturfordelingen er mest stabil.
Orgelstemmerne kontrollerer vindtrykket og rummets luftfugtighed samt bælge og reguleringsventiler, stemningen af pibeværket, spillemekanikken og koblingers funktion, ligesom eventuelle mangler, som organisten har påpeget over for os, bliver udbedrede.

Marcussen_logo_auto